Sparekassen (1988), 5, 12-17.
Det afgørende er, at lånene stort set er gået til investering i fremtiden
Gældsætningen gør næppe fremtidige generationer fattigere, skriver Lars Tyge Nielsen. De lånte penge modsvares af investeringer, hvis værdi forhåbentlig overstiger forøgelsen i gælden. Gælden er beskeden i forhold til, hvor rige vi er. Alligevel har vi nok lånt mere, end vi burde, skriver Lars Tyge Nielsen. Han vender sig mod den opfattelse, at privat overforbrug er den store synder. Det er den offentlige sektor, der er ansvarlig for størstedelen af gælden, og det offentlige har i i overvejende grad brugt pengene til forbrug og indkomstoverførsler. Lars Tyge Nielsen tvivler på, at de seneste års indgreb over for betalingsbalancen har været hensigtsmæssige.
De penge, Danmark har lånt i 1980’erne, er blevet brugt yderst fornuftigt, nemlig til investeringer. Faktisk er kun en lille del af investeringerne blevet finansieret ved lån og resten ved egen opsparing. Gælden er ikke stor i forhold til, hvor rige vi er.
Splitter man imidlertid landet op i den offentlige og den private sektor, viser det sig, at den offentlige sektor har været ansvarlig for størstedelen af gældsætningen, og at den har brugt sine lånte penge kortsynet til forbrug og transfereringer, mens den private sektor har brugt sine til investeringer.
Som procent af BNP har udlandsgælden været stort set konstant siden 1984. Stigningen i underskuddet på betalingsbalancen frem til 1986 skyldtes ikke faldende opsparing for landet som helhed, men stigende investeringer, idet både opsparing og investeringer steg. Således anskuet var der ikke speciel grund til indgreb over for betalingsbalancen i 1986.
Billedet tegnede sig anderledes for sektorerne hver for sig. Den offentlige sektors underskud faldt og vendte til et overskud på grund af stigende offentlig opsparing (eller rettere, faldende offentlig »nedsparing«). Den private sektors overskud faldt og vendte til et underskud på grund af bade faldende opsparing og stigende investeringer. Det var nok især udviklingen i den private opsparing, som begrundede indgrebene i 1986.
Faldet i underskuddet på betalingsbalancen i 1987 skyldtes imidlertid overvejende, at investeringerne faldt. Den øgede private opsparing blev stort set neutraliseret af faldende offentlig opsparing. Tilsyneladende har effekten af den førte politik altså været at bremse landets samlede opsparing og at reducere de private investeringer. Dette er næppe fremmende for landets velfærd.
For stor gæld?
En vurdering af, om udlandsgælden virkelig er »for stor«, og om betalingsbalancen er et problem, bør tage hensyn til, hvad vi bruger de lånte penge til, og hvor rige vi er. Til belysning heraf sammenstiller tabel 1 nettogælden til udlandet og underskuddet på betalingsbalancen med investeringerne og nationalproduktet.
Kilder og beregninger til denne og de følgende tabeller er beskrevet i afsnittet »Dokumentation«.
| Milliarder kr. | 1979 | 1980 | 1981 | 1982 | 1983 | 1984 | 1985 | 1986 | 1987 |
| Nettogæld ultimo | 85,7 | 99,7 | 124,2 | 160,1 | 193,0 | 225,0 | 243,5 | 262,0 | 272,0 |
| Betalingsbalance | 16,3 | 13,7 | 12,3 | 19,7 | 13,2 | 18,5 | 28,7 | 34,1 | 19,8 |
| Heraf nettorenter | 6,7 | 9,4 | 12,8 | 18,0 | 18,7 | 24,1 | 26,4 | 27,6 | 28,3 |
| Bruttoinvesteringer | 74,0 | 69,2 | 63,0 | 75,7 | 82,2 | 101,4 | 119,7 | 145,0 | 134,5 |
| Nettoinvesteringer | 44,7 | 35,5 | 25,0 | 33,1 | 35,0 | 50,8 | 64,7 | 86,8 | 71,5 |
| Bruttonationalprodukt | 346,9 | 373,8 | 407,8 | 464,5 | 512,5 | 560,7 | 615,2 | 667,2 | 696,8 |
| Nettogæld, pct. af BNP | 25 | 27 | 30 | 34 | 38 | 40 | 40 | 39 | 39 |
| Betalingsbalance, pct. af BNP. | 4,7 | 3,7 | 3,0 | 4,2 | 2,6 | 3,3 | 4,7 | 5,1 | 2,8 |
| Nettorenter, pct. af BNP | 1,9 | 2,5 | 3,1 | 3,9 | 3,6 | 4,3 | 4,3 | 4,1 | 4,1 |
Bemærk, at underskuddet på betalingsbalancen ikke er helt identisk med forøgelsen af nettogælden. Det skyldes først og fremmest, at opgørelsen af nettogælden tager hensyn til visse urealiserede kursgevinster, som ikke indgår i betalingsbalancen.
Nettoinvesteringerne er ideelt set et mål for forøgelsen i værdien af produktionsapparatet. I praksis beregnes de som nyinvesteringerne (bruttoinvesteringerne) med fradrag af afskrivninger (forbrug af realkapital). Da afskrivningerne skønnes på grundlag af historiske regnskabstal, kan de afvige ganske væsentligt fra de økonomisk relevante tal, og det samme er tilfældet med nettoinvesteringerne.
Som det fremgår af tabellen, har nettoinvesteringerne gennem 1980’erne været to-tre gange så store som underskuddet på betalingsbalancen. Kun i 1982 var nettoinvesteringerne lidt mindre end dobbelt så store som underskuddet. Det kan man med lidt velvilje fortolke på den måde, at vi danskere ikke låner i udlandet til forbrug. Vi betaler vores forbrug selv og egenfinansierer tilmed størstedelen af nettoinvesteringerne. Uanset fortolkning gør gældsætningen næppe fremtidige generationer fattigere. De lånte penge modsvares af investeringer, hvis værdi forhåbentlig overstiger forøgelsen i gælden. Hvis investeringerne øvrigt er fornuftige, fører de til en produktionsfremgang, hvis værdi er større end renter og afdrag. Selv hvis en del af investeringerne er urentable, overstiger deres værdi formodentlig forøgelsen i gælden, fordi kun en lille del af dem er finansieret med gæld.
Der er desværre grund til at tro, at en del af investeringerne ikke er samfundsmæssigt rentable. Eksempler på urentable offentlige investeringer i energisektoren er velkendte, men de beviser selvfølgelig ikke, at det offentlige har en systematisk tendens til at investere forkert. Lektor Peter Birch Sørensen har sandsynliggjort, at de danske skatteregler indebærer et subsidium til de private investeringer. Dette må antages systematisk at føre til investeringer, som er urentable og for store fra et samfundsmæssigt synspunkt.
Det kan med en vis ret hævdes, at vi har holdt gælden nede på et niveau, hvor vi kan forrente og måske endda afdrage den uden urimeligt store afsavn. Tabel 1 viser, at nettogælden som procent af nationalproduktet (BNP) steg i tiden 1979 til 1984 fra 25 pct. til 40 pct., hvor den siden har holdt sig næsten konstant. Hvis Danmark virkelig var på »afgrundens rand« i begyndelsen af 1980’erne, må vi i årene frem til 1984 være drattet ned i dybet, hvor vi har befundet os lige siden. Man kan imidlertid betvivle, at en nettogæld på 40 pct. af BNP er en byrde, som vores økonomi ikke kan bære. Anslår vi Danmarks formueaktiver (inklusive værdien af danskernes arbejdsevne) til otte gange BNP, var gælden 3,1 pct. af formuen i 1979 og 5 pct. af formuen i 1984-87. Det forekommer at være en lav belåningsgrad.
Det ses af tabel 1, at nettorentebyrden af udlandsgælden, som procent af BNP, kun siden 1984 har været over 4 pct. og ikke på noget tidspunkt har været over 4.3 pct. Det synes at være overkommeligt. Det skal dog bemærkes, at statistikkens opgørelse at nettorenterne til udlandet ikke inkluderer kursændringer. Den er derfor ikke et tilfredsstillende mål for den faktiske forrentning.
Eksport og recession
Der kan rejses forskellige indvendinger mod at vurdere gældsbyrden i forhold til BNP. To af dem skal kort imødegås her. Den ene går ud på, at forrentning og afdrag af gælden kræver fremtidige eksportoverskud, som kun produktionen i de udlandskonkurrerende erhverv kan bidrage til. Derfor bør gældens størrelse sættes i forhold til produktionen i disse erhverv eller eksporten eller noget lignende. I forlængelse heraf argumenteres det ofte, at kun investeringer i konkurrenceerhvervene er et rimeligt grundlag for låntagning i udlandet, mens investeringer i f.eks. boliger bør finansieres af opsparing.
Et modargument er, at afsavnet ved de fremtidige eksportoverskud må ses i forhold til vores samlede velfærd eller rigdom, som BNP er et – ganske vist mangelfuldt – mål for. Jo rigere vi er, f.eks. i form af gode boliger, jo bedre er vi i stand til at give afkald pa de ressourcer eller varer, der skal skabe de fremtidige eksportoverskud. Vi kan så at sige sidde og hygge os i vores luksusboliger, mens vi arbejder på at forrente og nedbringe udlandsgælden.
En sammenligning af gælden med konkurrencesektorens størrelse kan måske give en ide om, hvor stor en omstilling, der skal til for at betale gælden tilbage i en fart. Der er imidlertid ingen grund til at betale gælden tilbage i en fart.
Den anden indvending er, at hvis man pludselig beslutter at spare nok til at afvikle gælden over en kort periode, vil det føre til en indenlandsk recession, som sænker BNP. Hvis man f.eks. vil afvikle gælden på 272 mia. kr. på et år, er det nødvendigt at sænke forbruget med væsentligt mere end 272 mia. kr. Denne indvending er korrekt, og den viser med al ønskelig tydelighed, at det ikke er en god ide at betale gælden tilbage på et år. Hvis vi lader være med det, får vi ingen recession. Indvendingen har for så vidt ikke meget med gælden at gøre. Selv hvis vi ingen gæld havde, ville vi få en recession, hvis vi pludselig besluttede at øge opsparingen med 272 mia. kr.
Det er altså ikke indlysende, at vi har påtaget os en gældsbyrde, som vi ikke kan bære, eller at vi har brugt de lånte penge ufornuftigt. Gælden er beskeden i forhold til, hvor rige vi er, og pengene er blevet brugt til investeringer.
Alligevel har vi nok lånt mere, end vi burde. Ved vurdering heraf er det nyttigt at skelne mellem privat og offentlig låntagning.
De to sektorer
I det følgende ser vi på tallene for underskud og gæld ud fra en opsplitning af Danmarks økonomi i offentlig og privat sektor.
Danmarks nettogæld til udlandet er summen af den private sektors nettogæld til udlandet og den offentlige sektors nettogæld til udlandet. Denne opsplitning er imidlertid ikke særlig interessant i forbindelse med en diskussion af gældsbyrden. Det er mere instruktivt at se på netto-udlandsgælden som summen af den private sektors samlede nettogæld (både til indlandet og til udlandet) og den offentlige sektors samlede nettogæld (til indlandet og til udlandet), fordi hver sektors samlede Gæld er udtryk for, hvor stor en byrde den skal bære i form af forrentning og afdrag. Sektorernes nettogæld alene til udlandet antyder snarere, hvem der bærer tabet ved en eventuel devaluering.
| Milliarder kr. | 1979 | 1980 | 1981 | 1982 | 1983 | 1984 | 1985 | 1986 | 1987 |
| Nettogæld, ultimo | – 0,7 | 14,5 | 52,1 | 104,8 | 151,9 | 184,3 | 190,5 | 165,0 | 150,5 |
| Løbende underskud | 1,3 | 6,9 | 26,0 | 39,4 | 30,7 | 22,0 | 12,7 | – 22,2 | – 11,2 |
| Heraf nettorenter | – 3,8 | – 5,7 | 2,6 | 5,9 | 12,1 | 25,0 | 29,5 | 23,8 | 23,7 |
| Bruttoinvesteringer | 12,7 | 12,7 | 12,3 | 13,1 | 11,6 | 10,9 | 13,6 | 11,7 | 13,7 |
| Nettoinvesteringer | 10,2 | 9,8 | 9,0 | 9,4 | 7,6 | 6,6 | 9,0 | 6,8 | 8,5 |
| Nettogæld, pct. af BNP | – 0,2 | 3,9 | 13 | 23 | 30 | 33 | 31 | 25 | 22 |
| Lob. underskud, pct. af BNP | 0,4 | 1,8 | 6,4 | 8,5 | 6,0 | 3,9 | 2,1 | – 3,3 | – 1,6 |
| Nettorenter, pct. af BNP | – 1,1 | – 1,5 | 0,6 | 1,3 | 2,4 | 4,5 | 4,8 | 3,6 | 3,4 |
Tabel 2 sammenstiiler den offentlige sektors samlede nettogæld (til indland og udland) og løbende underskud (over for indland og udland) med dens andel af investeringerne.
Den offentlige sektor i tabel 2 inkluderer Nationalbanken. Ganske vist har Nationalbanken en vis styringsmæssig uafhængighed af regeringen, men da overskuddet tilfalder staten, er banken i økonomisk henseende statens ejendom. Derfor betragtes egenkapitalen her som et finansielt aktiv tilhørende den offentlige sektor, og overskuddet (før henlæggelser) betragtes som renteindtægt for den offentlige sektor.
Tabel 3 viser tal for den private sektor, som svarer til dem i tabel 2 for den offentlige sektor og dem for landet som helhed i tabel 1. Den private sektor inkluderer ikke Nationalbanken. Tallene i tabel 3 er i princippet forskellen mellem dem i tabel 1 og dem i tabel 2.
| Milliarder kr. | 1979 | 1980 | 1981 | 1982 | 1983 | 1984 | 1985 | 1986 | 1987 |
| Nettogæld, ultimo | 86,4 | 85,2 | 72,1 | 55,3 | 41,1 | 40,7 | 53,0 | 97,0 | 121,5 |
| Løbende underskud | 15,9 | 7,3 | – 12,6 | – 19,0 | -16,5 | – 2,8 | 17,0 | 58,9 | 31,9 |
| Heraf nettorenter | 10,6 | 14,8 | 10,3 | 12,2 | 6,8 | – 0,8 | -3,5 | 3,5 | 4,6 |
| Bruttoinvesteringer | 61,3 | 56,5 | 50,7 | 62,6 | 70,6 | 90,5 | 106,1 | 133,3 | 120,8 |
| Nettoinvesteringer | 34,4 | 25,8 | 16,0 | 23,7 | 27,4 | 44,2 | 55,7 | 80,0 | 63,0 |
| Nettogæld, pct. af BNP | 25 | 23 | 17 | 11 | 8 | 7 | 9 | 15 | 17 |
| Lob. underskud, pct. af BNP | 4,6 | 2,0 | -3,1 | – 4,1 | – 3,1 | – 0,5 | 2,8 | 8,8 | 4,6 |
| Nettorenter, pct. af BNP | 3,1 | 4,0 | 2,5 | 2,6 | 1,3 | – 0,1 | – 0,6 | 0,5 | – 0,7 |
Med »løbende underskud« (i tabel 2 og 3) menes sektorens nettogældsætning eller minus netto-fordringserhvervelsen. Hverken for den offentlige eller den private sektor svarer det løbende underskud helt til forøgelsen i gælden. Det skyldes besynderligheder i opgørelsesmetoderne.
Bemærk i tabel 3, at tallene for nettorenter ser mærkværdige ud sammenholdt med nettogælden. Den private sektor havde tilsyneladende nettorenteindtægter i 1984 og 1985, selv om den havde nettogæld. Det skyldes formentlig den måde, tallene er opgjort og beregnet på. Som nævnt er landets renteudgifter fejlvurderet, fordi emissiunskurstab og kursændringer ikke er taget i betragtning.
Forskydninger
Mens landets samlede udlandsgæld er steget støt, er der sket væsentlige ændringer i fordelingen af gælden mellem den offentlige og den private sektor. Den offentlige sektor havde finansiel nettoformue ved udgangen af 1979. I 1980 havde den nettogæld, som voksede frem til 1985, hvorefter den igen aftog. Den private sektors nettogæld aftog frem til 1984, hvorefter den er vokset. Som procent af BNP er den private sektors nettogæld dog i 1987 endnu ikke tilbage på niveauet fra 1980 og tidligere, og den offentlige sektors nettogæld er endnu ikke under niveauet fra 1981.
Tabel 4 viser den procentvise fordeling af landets nettogæld mellem den offentlige og den private sektor.
| År | 1979 | 1980 | 1981 | 1982 | 1983 | 1984 | 1985 | 1986 | 1987 |
| Procent | -1 | 15 | 42 | 65 | 78 | 82 | 78 | 63 | 55 |
Det ses, at den offentlige sektors andel af landets samlede gæld steg frem til 1984, hvor den udgjorde 82 pct. Derefter er den faldet til 55 pct. i 1987. Siden 1982 har den offentlige gæld været større end den private.
I virkeligheden er den offentlige sektors andel af landets samlede gæld måske endnu større end tallene i tabel 2-3 viser. Det offentlige har pensionsforpligtelser og lignende over for private borgere. I det omfang, disse ikke kan ændres ved politiske indgreb, burde de regnes som gæld til den private sektor. Det ville øge tallene for den offentlige nettogæld og sænke tallene for den private nettogæld.
Størstedelen af den offentlige gældsætning fandt sted i 1981-85. Hvert år i denne periode var den offentlige sektors løbende underskud større end sektorens nettoinvesteringer, ofte mange gange større. De penge, det offentlige lånte, blev brugt til transfereringer og forbrug og kun i ringe grad til investeringer.
Modsat den offentlige sektors ødselhed vidner den private sektors dispositioner om dyd og fremsyn. Ikke blot viste den private sektor et løbende overskud i 1981-84, men i de øvrige år undtagen 1986 var nettoinvesteringerne to-tre gange så store som underskuddet. I 1986 var de knap halvanden gang så store.
Privat opsparing
Selv om både landet som helhed og den private sektor for sig bruger de lånte penge til investeringer, kunne stigningen i underskuddet på betalingsbalancen og faldet i den private sektors løbende overskud, ud fra en overfladisk betragtning, give anledning til bekymring. Rent faktisk har udviklingen givet anledning ikke blot til bekymring, men til politiske indgreb, deriblandt »kartoffelkuren« og til dels skattereformen.
Et stigende underskud på betalingsbalancen eller for de enkelte sektorer kan skyldes stigende investeringer eller faldende opsparing. Til illustration heraf viser tabel 5 landets og de to sektorers opsparing. som kan sammenholdes med underskuddene og investeringerne fra tabel 1-3.
| 1979 | 1980 | 1981 | 1982 | 1983 | 1984 | 1985 | 1986 | 1987 | |
| Offentlig sektor | Brutto | 11,4 | 5,8 | -13,7 | – 26,3 | -19,1 | – 11,1 | 0,9 | 33,9 | 24,9 |
| Netto | 8,9 | 2,9 | -17,0 | -30,0 | – 23,1 | – 15,4 | – 3,7 | 29.0 | 19,7 |
| Privat sektor | Brutto | 45,4 | 49,2 | 63,3 | 81,6 | 87,1 | 93,3 | 89,1 | 64,4 | 88,9 |
| Netto | 18,5 | 18,5 | 28,6 | 42,7 | 43,9 | 47,0 | 38,7 | 21,1 | 31,1 |
| Hele landet | Brutto | 57,7 | 55,5 | 50,7 | 56.0 | 69,0 | 82,9 | 91,0 | 110,9 | 114,7 |
| Netto | 28,4 | 21,8 | 12,7 | 13,4 | 21,8 | 32,3 | 36.0 | 52,7 | 51,7 |
Opgørelsen af landets samlede opsparing i tabel 5 svarer til Nationalregnskabets, men fordelingen på sektorer afviger lidt. Det skyldes for det første, at Nationalbanken, som i de øvrige tabeller, behandles som en del af den offentlige sektor. For det andet behandles investeringstilskud og lignende fra den offentlige til den private sektor i tabel 5 som en del af den private sektors disponible indkomst og opsparing, mens de i Nationalregnskabet opfattes som en del af den offentlige sektors opsparing.
Tallene i tabel 5 er beregnet ud fra tabel 1-3 som forskellen mellem investeringer (henholdsvis brutto og netto) og løbende underskud.
Det ses i tabel 5, at både brutto- og nettoopsparingen for landet som helhed steg hvert eneste år fra 1981 tit 1986. Det stigende underskud på betalingsbalancen skyldtes altså helt entydigt stigende investeringer og ikke faldende opsparing.
Fra 1982 faldt den offentlige sektors underskud og vendte til et overskud i 1986. Samtidig steg den offentlige sektors nettoopsparing fra minus 30 til plus 29 milliarder kroner. Også bruttoopsparingen steg. Der var ikke store ændringer i investeringerne, så nedbringelsen og fjernelsen af det offentlige underskud skyldtes overvejende øget opsparing.
Fra 1982 til 1986 faldt den private sektors løbende overskud og vendte til et underskud. Underskuddet var som nævnt fortsat mindre end nettoinvesteringerne, således at nettoopsparingen var positiv. Frem til 1984 skyldtes faldet i den private sektors løbende overskud stigende investeringer, idet opsparingen steg i den periode. Fra 1984 til 1986 faldt den private opsparing, idet dog bruttoopsparingen i kroner stadig var større end i 1981. I samme periode steg, de private investeringer, således at den stigende private gældsætning både skyldtes faldende opsparing og stigende investeringer.
Selv om den private gældsætning steg, og den private opsparing faldt i 1985 og 1986, var der ikke nødvendigvis grund til bekymring indgreb. En mulig årsag, til den faldende private opsparing er værdistigninger pa fast ejendom oa andre realaktiver, som ikke registreres i Nationalregnskabet. Ifølge denne forklaring øgede den private sektor altså sin formue ud over, hvad der regnskabsmæssigt viste sig som opsparing.
Fra 1986 til 1987 steg bruttoopsparingen, og bruttoinvesteringen faldt. Målt på bruttotal var det faldende underskud på betalingsbalancen altså resultat af bade stiLlende opsparing og faldende investeringer. Målt på nettotal skyldtes det faldende underskud på betalingsbalancen imidlertid udelukkende faldende investeringer, idet nettoopsparingen faldt en anelse.
Fra 1986 til 1987 faldt den offentlige sektors overskud, overvejende på grund af faldende opsparing. Den private sektors løbende underskud faldt på grund af stigende opsparing og faldende investeringer.
Politiske indgreb
Både opsparing og investeringer for landet som helhed steg frem til 1986. At investeringerne steg hurtigere end opsparingen med stigende underskud på betalingsbalancen som bivirkning burde ikke give anledning til bekyrnring, hvis investeringerne var pengene værd.
De politiske indgreb over for betalingsbalancen blev iværksat ud fra den opfatte(se, at det stigende underskud skyldtes privat »overforbrug«. Tallene viser imidlertid, at den private sektor gennem 1980’erne har brugt sine lånte penge fortrinsvis til investeringer, mens den offentlige sektor, som er ansvarlig for størstedelen af gælden, har brugt sine til forbrug og transfereringer.
I hvilket omfang den offentlige gældsætning resulterer i gældsætning for landet som helhed, er uvist, fordi den muligvis får den private sektor til at reducere sin gæld. Der er dog næppe tvivl om, at den offentlige gæld er en medvirkende årsag til landets gæld.
Fra 1986 til 1987 blev underskuddet på betalingsbalancen reduceret ved, at investeringerne faldt, mens opsparingen stagnerede. Uanset om denne udvikling er en tilsigtet effekt af den førte politik, er den næppe befordrende for landets velfærd.
Lars Tyge Nielsen
Dokumentation
Kilder og beregninger til tabel 1: Tallene til og med 1986 er fra Statistisk Tiårsoversigt, 1987. Betalingsbalancen og nettorenterne er fra Nationalregnskabsstatistikken, ikke fra Betalingsbalancestatistikken. Skønnene for 1987 er fra Økonomiministeriet, oktober 1987.
Tabel D.1 og D.2 viser nogle tal, som er brugt i beregningen af andre tabeller.
| Milliarder kr. | 1979 | 1980 | 1981 | 1982 | 1983 | 1984 | 1985 | 1986 | 1987 |
| 1. Nettogæld excl. Nationalbanken | 6,4 | 26,9 | 66,6 | 122,3 | 175,0 | 208,9 | 215,1 | 189,6 | 175,1 |
| 2. Løbende underskud | 5,9 | 12,3 | 28,1 | 42,4 | 36,9 | 22,9 | 12,7 | – 22,2 | -11,2 |
| 3. Heraf nettorenter | 0,8 | – 0,4 | 4,7 | 8,9 | 18,3 | 25,9 | 29,5 | 23,8 | 23,7 |
| 4. Nationalbankens egenkapital | 7,1 | 12,4 | 14,3 | 17,5 | 23,7 | 24,6 | 24,6 | 24,6 | 24,6 |
| 5. Nationalbankens henlæggelser | 4,6 | 5,3 | 2,1 | 3,0 | 6,2 | 0,9 | 0 | 0 | 0 |
| 1979 | 1980 | 1981 | 1982 | 1983 | 1984 | 1985 | 1986 | 1987 | |
| Løbende underskud | 11,3 | 2,0 | – 14,7 | – 22,0 | -22,7 | -3,7 | 17,0 | 58,9 | 31,9 |
| Heraf nettorenter | 6,0 | 9,5 | 8,2 | 9,2 | 0,6 | – 1,7 | 3,5 | 3,5 | 4,6 |
Kilder og beregninger til tabel D.1: Tallene i linje 1 er fra E. Waagstein og G. Thorlund jepsen: Offentlige finanser og skatter, 5. udgave (vil udkomme i 1988). Tallet for 1987 er et skøn. Tallene i linje 2 og 3 er fra Statistisk Tiårsoversigt, 1987, Nationalregnskabet. Det løbende underskud er minus posten »Fordringserhvervelse, netto«, og nettorenterne er beregnet ud fra »konto for indkonstfordelingen«. Tallene for 1987 er skøn fra Økonomimimsteriet, oktober 1987. Tallene i linie 4 og 5 er fra Danmarks Nationalbank: Beretning og Regnskab, diverse årgange.
Tallene i tabel D.2 er fra Nationalregnskabet i Statistisk Tiårsoversigt, 1987. Det løbende underskud er minus posten
»Fordringserhvervelse, netto«, og nettorenterne er beregnet ud fra »konto for indkomstfordelingen«. Tallene for 1987 er skøn fra Økonomiministeriet, oktober 1987.
Kilder og beregninger til tabel D.2:: Nettogælden er forskellen mellem linie 1 og 4 fra tabel D.1. Det løbende underskud er forskellen mellem linje 2 og 5 fra tabel D.1 (idet Nationalbankens overskud efter henlæggelser, men ikke henlæggelserne, er opfort som indtægt for den offentlige sektor i Nationalregnskabet under »renter og udbytter«). Nettorenterne er forskellen mellem linje 3 og 5 fra tabel D.l (at samme årsag). Bruttoinvesteringerne er posten »Kapitalakkumulation i alt« fra Nationalregnskabet (summen af faste bruttoinvesteringer, lagerforøgelser og køb af jord og rettigheder minus salg). Tallene for bruttoinvesteringer, forbrug af realkapital og nettoinvesteringer er fra Statistisk Tiårsoversigt, 1987. Tallene for 1987 er skøn fra Økonomiministeriet, oktober 1987.
Kilder og beregninger til tabel 3: Det løbende underskud og nettorenterne er summen af de tilsvarende tal i tabel D.2 og Nationalbankens henlæggelser fra tabel D. 1. De øvrige tal er beregnet ud fra tabel 1 og 2.
Tallene i tabel 4 og 5 er beregnet ud fra tabel 1-3.