Samfundsøkonomen (1988), 5, 25-29.

»Forbedringen« af den danske betalingsbalance i 1986-1988 skyldes et fald i investeringerne. Muligvis er faldet i investeringerne samfundsgavnligt. Kun hvis det er tilfældet, er reduktionen af underskuddet på betalingsbalancen gunstig udvikling.

Landets gæld og betalingsbalance

Tabellen viser udviklingen i landets gæld og betalingsbalance i 1986-1988. Derudover viser den, hvordan underskuddet og gælden er fordelt mellem den offentlige og den private sektor, og hvorledes underskuddet for hver sektor og for landet som helhed fremkommer som forskellen mellem investeringer og opsparing.

	Procent af NNP
	1986	1987	1988
Nettogæld
Offentlig Sektor	27,1	23,9	21,2
Privat sektor	15,9	19,2	22,7
Landet som helhed	43,0	43,1	43,9
Offentlig sektor
Nettoopsparing	4,5	3,7	3,3
Nettoinvesteringer	1,1	1,4	1,6
Løbende overskud	3,4	2,3	1,7
Privat sektor
Nettoopsparing	3,5	3,5	3,7
Nettoinvesteringer	12,9	9,1	7,9
Løbende overskud	– 9,3	– 5,5	– 4,2
Landet som helhed
Nettoopsparing	8,3	7,2	6,9
Nettoinvesteringer	14,0	10,5	9,5
Løbende overskud	– 5,7	– 3,3	– 2,6

Kilder og beregninger til tabellen er beskrevet i afsnittet »Dokumentation«. Tallene for 1988 er naturligvis en fremskrivning. I modsætning til nationalregnskabets definition er Nationalbanken her regnet med til den offentlige sektor. »Nettogæld« betyder gæld minus tilgodehavender. I begreberne »nettoopsparing«, »nettoinvesteringer« og »nettonationalprodukt« (NNP) betyder »netto«, at afskrivninger på realkapital er trukket fra.

Som det fremgår, vokser landets gæld i den betragtede periode kun ganske svagt i forhold til nationalproduktet, mens betalingsbalanceunderskuddet (minus landets løbende overskud) mere end halveres.

Selv om landets gæld næsten er konstant, sker der en væsentlig ændring i fordelingen af gælden mellem sektorerne. Den offentlige nettogæld falder fra 27,1 procent af NNP til 21,2 procent, mens den private nettogæld stiger fra 15,9 procent til 22,7 procent. Ved udgangen af 1988 vil den private sektor altså (for første gang siden 1981) have større gæld end den offentlige sektor.

Ved sammenligning af den offentlige og den private nettogæld bør man bemærke dels, at pengetankene ATP og LD er medregnet i den offentlige sektor, dels at det offentlige har pensionsforpligtelser og lignende, som ikke er medregnet i den offentlige gæld.

Reduktionen af den offentlige nettogæld sker som følge af et fortsat offentligt opsparingsoverskud, som imidlertid falder til det halve fra 1986 til 1988. Forøgelsen af den private nettogæld sker tilsvarende som resultat af et fortsat privat opsparingsunderskud, som også falder – til mindre end det halve – fra 1986 til 1988. Såvel den offentlige sektors bidrag til formindskelse af landets gæld som den private sektors bidrag til forøgelse af landets gæld er altså faldende.

Opsparing, investeringer og porteføljesammensætning

Underskuddet for landet som helhed eller for de enkelte sektorer kan falde, fordi nettoopsparingen stiger, eller nettoinvesteringerne falder,
eller som kombination af begge.

I perioden 1986-1988 er der ikke tale om, at nettoopsparingen for landet som helhed stiger, tværtimod. Imidlertid falder nettoinvesteringerne så kraftigt, at det mere end opvejer den faldende opsparing, således at underskuddet på betalingsbalancen alligevel falder. Forbedringen af betalingsbalancen er altså helt entydigt et resultat af faldende investeringer.

Også for den offentlige sektor alene falder nettoopsparingen. Samtidig stiger de offentlige nettoinvesteringer, så forringelsen af det offentlige opsparingsoverskud er resultat både af faldende opsparing og stigende investeringer.

Den private sektors nettoopsparing, som procent af NNP, er stort set konstant i perioden, men nettoinvesteringerne falder kraftigt, så reduktionen af det private opsparingsunderskud er – ligesom reduktionen af landets underskud på betalingsbalancen – resultat af faldende investeringer.

Væksten i vores nationalformue bliver mindre og mindre. Det er, hvad faldende opsparing betyder. Det faldende underskud på betalingsbalancen er derimod ikke udtryk for en ændring i nationalformuens vækst, men for en ændring i dens porteføljesammensætning.

Forøgelsen af nationalformuen, altså opsparingen, kan placeres enten i indenlandsk realkapital eller i udenlandske finansielle fordringer. Typisk foretrækker vi at placere midlerne i indenlandsk realkapital. Faktisk plejer vi at placere mere end 100 procent af formueforøgelsen i indenlandsk realkapital og mindre end 0 procent i udenlandske fordringer.

I 1987 var formueforøgelsen således 7,2 procent af NNP, og heraf blev 10,5 procent placeret i indenlandsk realkapital og minus 3,3 i udenlandske fordringer. Med andre ord lånte vi beløb i udlandet, som svarede til 3,3 procent af NNP, og placerede nettoopsparingen plus de lånte penge i indenlandsk realkapital. Underskuddet på betalingsbalancen var netop disse penge, som vi lånte i udlandet. Underskuddet er altså udtryk for vores rent porteføljemæssige dispositioner med hensyn til placering af opsparingen.

Når investeringerne og betalingsbalanceunderskuddet falder i 1986-1988, er det udtryk for, at vi placerer færre af vore midler i indenlandsk realkapital og flere i udenlandske finansielle fordringer. At vi placerer flere midler i udenlandske finansielle fordringer skal forstås på den måde, at vores negative investering i disse fordringer bliver mindre. Det faldende underskud på betalingsbalancen består netop i denne ændring af vores porteføljesammensætning fra aktive realinvesteringer til passive finansielle investeringer.

Principielle betragtninger

Reduktionen af underskuddet på betalingsbalancen fra 1986 og fremefter opfattes almindeligvis som en glædelig udvikling for det danske samfund. Denne fortolkning kan drages i tvivl på baggrund af ovenstående analyse af, hvorledes reduktionen af underskuddet fremkommer som resultat af ændringer i opsparing og investeringer.

For det første falder samfundets opsparing (som procent af nationalproduktet). Mere præcist falder den offentlige opsparing, mens den private opsparing er stort set konstant.

Et fald i opsparingen kan i princippet være udtryk for, at vores afvejning af nutidigt kontra fremtidigt forbrug er ændret, således at vi i højere grad end før foretrækker nutidigt fremfor fremtidigt forbrug. I så fald kan man ikke sige, at udviklingen er skadelig, idet den jo netop er, som vi ønsker. Når det imidlertid er den offentlige opsparing, som er faldende, mens den private er konstant, er spørgsmålet, om faldende offentlig opsparing er en udvikling, vi ønsker. På baggrund af den store offentlige nettogæld, som ikke har finansieret tilsvarende store offentlige realinvesteringer, er det min opfattelse, at udviklingen ikke er ønskværdig.

For det andet falder investeringerne (som procent af nationalproduktet). Dette dækker over, at de private investeringer falder kraftigt, mens de offentlige stiger svagt.

Umiddelbart skulle man ikke tro, at faldende private investeringer er godt for samfundet. Det betyder jo, at der vil være mindre realkapital til rådighed for fremtiden. Det afgørende er imidlertid, om realkapitalen er pengene værd, altså om investeringerne er rentable fra et samfundsmæssigt synspunkt. Hvis investeringerne ikke er samfundsmæssigt rentable, kan det være gavnligt at få dem nedbragt.

Peter Birch Sørensen (1988) har påvist, at de danske skatteregler indebærer et generelt subsidium til private erhvervsinvesteringer. Det må antages systematisk at føre til investeringer, som er urentable og for store fra et samfundsmæssigt synspunkt. Det er sandsynligt, at skattereglerne også fører til samfundsmæssigt urentable overinvesteringer i boliger.

Skattereformen og kartoffelkuren har modvirket nogle af incitamenterne til overinvestering. I det omfang, faldet i de private investeringer fra 1986 til 1988 er resultat heraf, må det formodes at være en samfundsgavnlig udvikling, og det samme gælder da reduktionen af underskuddet på betalingsbalancen.

Hvis derimod faldet i de private investeringer skyldes, at investeringsprojekter, som ville være samfundsmæssigt rentable, ikke bliver gennemført, så er der tale om en skadelig udvikling. I så fald er reduktionen af underskuddet på betalingsbalancen ligeledes skadelig for landet.

Konklusion

Hvis Danmarks opsparing var negativ, ville det ikke være urimeligt at hævde, at vi lever over evne, og at der ikke er realøkonomisk basis for vores levefod. Vores opsparing er imidlertid positiv, og underskud på betalingsbalancen kan ikke fortolkes på samme måde som negativ opsparing. Underskuddet er resultat af vores porteføljemæssige dispositioner, idet det måler, hvor meget (af vores opsparing) vi placerer i finansielle mellemværender med udlandet snarere end i indenlandsk realkapital.

Med denne synsvinkel kan man vurdere, om reduktionen af betalingsbalanceunderskuddet i 1986-1988 egentlig er en gavnlig udvikling. Reduktionen skyldes først og fremmest et fald i inve
steringerne (de private). Den porteføljemæssige disposition, der er tale om, består altså i, at vi sætter færre penge i indenlandsk realkapital og tilsvarende flere i finansielle mellemværender med udlandet. Det sidste skal forstås på den måde, at vi låner færre penge i udlandet.

Om reduktionen af underskuddet på betalingsbalancen er gavnlig, afhænger af, om denne porteføljemæssige disposition er fordelagtig for samfundet. Det afhænger igen af, om investeringer i indenlandsk realkapital er fordelagtige sammenlignet med investeringer i udenlandske finansielle mellemværender. Noget tyder på, at en del af de indenlandske investeringer ikke er fordelagtige, og at udviklingen på betalingsbalancen derfor er gavnlig.

Dokumentation

Tallene for nettogælden for 1986 og 1987 er beregnet ud fra oplysninger i E. Waagstein og G. Thorlund Jepsen: Offentlige finanser og skatter, 5. udgave (vil udkomme i 1988). Tallet for nettogælden ultimo 1988 er beregnet ud fra nettogælden ultimo 1987 og de respektive underskud i 1989.

Nationalbanken er behandlet som en del af den offentlige sektor; dens egenkapital er godskrevet i den offentlige gæld og ikke regnet som formue for den private sektor.

Øvrige tal er fra nationalregnskabet, idet tallene for 1988 er en fremskrivning under forudsætninger, der svarer til Økonomiministeriet fra juni 1988. Hver sektors løbende overskud er posten »Fordringserhvervelse, netto«. Den offentlige sektors bruttoinvesteringer er posten »Kapitalakkumulation i alt« (summen af faste bruttoinvesteringer, lagerforøgelser og køb af jord og rettigheder).

Tallene for nettoopsparing er beregnet som summen af nettoinvesteringer og løbende overskud. Det bevirker, at opgørelsen af landets samlede opsparing svarer til nationalregnskabets, mens fordelingen på sektorer afviger lidt. Afvigelsen består i, at investeringstilskud og lignende fra den offentlige til den private sektor her behandles som en del af den private sektors disponible indkomst og opsparing, mens de i nationalregnskabet opfattes som en del af den offentlige sektors opsparing.

Litteratur

• Lund, Lars: »Kritik af betalingsbalancemålsætningen«, Forskergruppen vedrørende det offentlige og samfundsøkonomien, Memo nr. 3, 1988.
• Nielsen, Lars Tyge: »Danmarks betalingsbalance og gæld« (»Vi har råd til den udlandsgæld vi har«), Sparekassetidende (1988), 5, 12-17.
• Nielsen, Lars Tyge: »Udlandsgældens årsager og konsekvenser«, vil udkomme i Økonomi og Politik (1988).
• Sørensen, Peter Birch: »Skattereglerne forvrider investeringsmønstret«, Sparekassetidende (1988), 4, 30-33.
• Økonomiske Råd, Det: Dansk Økonomi, maj 1986.
• Ølgaard, Anders: »Finansierings- og fordelingsproblemer i lys af balanceproblemerne«, Nationaløkonomisk Tidsskrift 124 (1986), 179-188.