Højskolebladet, 116 nr. 10, den 9. marts 1991.
De fremtidige samfundssystemer i Østeuropa er ved at tage form. Både marxister (de få, der er tilbage) og liberalister vil være enige om, at erhvervslivets organisering og ejerforhold får stor betydning for landenes sociale og politiske struktur.
Polen, Ungarn og Tjekkoslovakiet bevæger sig i forskelligt tempo i retning af markedsøkonomi. Man vil privatisere nogle af de statslige virksomheder i håb om, at de vil blive drevet mere effektivt hvis de er privalt ejet.
I Polen og Ungarn er man i gang med at sælge aktier i store virksomheder til private investorer. De første fem af Polen’s statsejede virksomheder er blevet privatiseret på denne måde. I Ungarn foregår der desuden såkaldte “spontane privatiseringer”, hvor initiativet ikke tages af regeringen, men af virksomhedens ledere, som selv går ud og finder en gruppe købere.
De fabrikker, som fremstiller de i Danmark så uundværlige Skodaer, er blevet solgt til de tyske Folkevognsfabrikker, og vi venter nu i spænding på næste års vakse skodamodel. Bortset fra dette salg har man indtil for nylig været tilbageholdende med at privatisere i Tjekkoslovakiet.
Der er uenighed i regeringen mellem liberalister, som ønsker en hurtig overgang til frie markeder, og “gradualister”, som er tilhængere af langsomme, trinvise reformer. Vaclav Havel var oprindelig på de langsommes parti, men har fornylig erklæret sig som tilhænger af hurtige reformer.
I januar i år er den tjekkoslovakiske regering begyndt at privatisere små og mellemstore statsejede erhvervsejendomme ved at udbyde dem på auktion. Ialt 100.000 ejendomme skal sælges. Det drejer sig om forretninger og virksomheder inden for håndværk og handel, såsom butikker, benzintanke, cafeer og lignende.
I alle tre lande er der risici forbundet med privatiseringeme. Lykkes det ikke at opnå den tilstræbte effektivisering, kan landene skride dybere og dybere ned i fattigdom og økonomisk tilbagegang. Eksistensen af en ny klasse af selvstændige forretningsfolk og virksomhedsejere kan føre til, hvad nogle vil kalde klassemodsætninger og andre vil kalde misundelse. Hvis omfordelingen af ejendomsretten sker på urimelige betingelser, kan den føre til dybe konflikter og alvorlig politisk uro. Det er af disse grunde, at privatiseringerne bliver afgørende for landenes sociale og politiske stabilitet.
Som i ethvert andet samfund har der i Østeuropa været forskel på de velbjergede og de mindre velbjergede. De folk, som gjorde karriere under det
kommunistiske system, og som medvirkede til at gøre folks tilværelse grå og trist, er nu i mange tilfælde i stand til at drage personlig fordel af privatiseringerne. En bureaukrat kan for eksempel sælge en statslig virksomhed billigt til udenlandske investorer, mens han som modydelse sikrer sig et vellønnet lederjob i virksomheden. Eller en leder af en statslig virksomhed kan oprette sit eget private selskab og lade det købe nogle af statsvirksomhedens værdier til spotpris.
Der er enorme muligheder for den slags fiduser, og det er vanskeligt at gribe ind. De, som burde gribe ind, vil ofte være fristet til selv at deltage i plyndringen. Det kan være svært at beregne, hvad en statslig virksomhed er værd, så man kan ikke afgøre, om salgsprisen er for lav. Lovgivningen er ikke indrettet på at regulere alle de konflikter, der kan opstå i forbindelse med privat ejendom. Politiet og domstolene er ikke vant til at skelne mellem smarte forretninger og økonomisk kriminalitet.
Et andet problem er, at det efter manges mening kun er udlændinge og sortbørshandlere, som har penge til at købe. I den nylige tjekkoslovakiske auktion kunne kun statsborgere byde (derunder emigranter som har haft statsborgerskab senere end 1946), men det er en udbredt opfattelse, at udenlandske købere har brugt lokale agenter som dække. Desuden er der blevet klaget over, at sortbørshandlere har en urimelig fordel, fordi de kan købe for penge, de har tjent ved kriminelle aktiviteter.
Det mest betænkelige er imidlertid, at der ikke er mulighed for at låne de penge, der skal til for at købe forretning, fordi der ikke findes pantebreve og kreditforeninger. En dygtig slagtermester uden formue kan altså ikke købe sin egen butik. Istedet vil butikken blive købt af en sortbørshandler, som så vil ansætte slagteren. Hvis slagteren kunne låne fra en kreditforening, kunne han byde højere end sortbørshandleren, fordi han ved, at han kan drive butikken bedre selv.
Der er blevet sagt og skrevet uendelig meget om, hvordan overgangen fra kapitalisme til kommunisme bedst sættes i værk. Desværre er der blevet tænkt meget lidt over det modsatte spørgsmål, som nu har vist sig at være vigtigere, nemlig hvordan man bedst går fra kommunismen til kapitalismen. De østeuropæiske lande er i gang med et kæmpemæssigt socialt eksperiment, som ikke har noget fortilfælde, uden at have teoretiske analyser at støtte sig til. Om få år har filosofferne måske fundet den rette teori, men da er det for sent.