Børsen, mandag den 28. marts 1988.

Med min artikel her i bladet den 14. marts søgte jeg at åbne en debat om forholdet mellem den offentlige gæld og udlandsgælden. Debat fik jeg – med ingen ringere end ministeren for økonomisk samordning, Børsen den 18. marts – men strengt saglig blev den ikke. Hr. Erhard Jakobsen finder det nødvendigt at kalde min artikel »useriøs« og »ideologisk præget propaganda«. Han hævder, at jeg »jonglerer ufint med tal og begreber«, og han synes at antyde, at jeg bruger et fejlagtigt udgangspunkt for at nå en ønsket politisk konklusion.

Lad mig forsøge at holde mig til sagen.

Jeg byggede en del af min diskussion på, at landets nettogæld til udlandet er summen af den private sektors samlede nettogæld (både til indlandet og til udlandet) og den offentlige sektors samlede nettogæld (til indlandet og til udlandet). Ved udgangen af 1987 var den private nettogæld således ca. 120 mia. og den offentlige nettogæld ca. 150 mia. Lægger man disse to tal sammen, får man landets nettogæld til udlandet på ca. 270 mia. Uanset om den offentlige nettogæld består af udenlandske eller indenlandske lån, bidrager den med 150 mia. til landets nettogæld.

Dette regnestykke kalder ministeren et »hokus-pokus nummer« og et »fejlagtigt udgangspunkt«. Måske anser han det for fejlagtigt, fordi han har overset, at der er tale om nettogæld. Den private nettogæld på 120 mia. er således sammensat af en gæld til udlandet og et indenlandsk tilgodehavende hos den offentlige sektor. Den offentlige nettogæld på 150 mia. er sammensat af gæld både til den private sektor og til udlandet. At ministeren kalder regnestykket et hokus-pokus nummer, skyldes forhåbentlig, at det som et trylleslag har afklaret en sammenhæng mellem den offentlige gæld og udlandsgælden.

Et centralt punkt i min argumentation var, at den offentlige sektors løbende underskud hvert år i perioden 1981-85 var større end sektorens nettoionvesteringer, ofte mange gange større. Det betyder, at det offentlige brugte størstedelen af sine lånte penge til forbrug og pengeoverførsler og kun en ringe del til investeringer. Denne konstatering misforstår Erhard Jakobsen derhen, at jeg ræsonnerer, som om statens udlandslån går til offentligt forbrug og pengeoverførsler. Fordrejningen ligger i, at Erhard Jakobsen kun taler om udlandslån, mens jeg taler om den samlede offentlige låntagning, indenlandsk og udenlandsk. Pointen i mit lille hokus-pokus nummer var netop, at det interessante ikke er at se på sektorernes udlandsgæld, men på deres samlede gæld. Den samlede offentlige gældsætning er fortrinsvis brugt til forbrug og pengeoverførsler og kun i ringe grad til investeringer. Om specielt de offentlige udlandslån er brugt til det ene eller det andet er ikke til at afgøre og er uden interesse.

Det er derfor ganske irrelevant, når Erhard Jakobsen bruger tre af sine fire spalter på at beskrive principperne bag fordelingen af statsgælden på udenlandsk og indenlandsk gæld. Hans beskrivelse stemmer i store træk overens med, hvad man kan læse i Finansministeriets publikationer, men et par af hans udtalelser må anholdes.

Ministeren fremsætter den pudsige betragtning, at »udlandsgælden og statsgælden er to helt forskellige slags gæld«. Selvfølgelig er udlandsgælden og statsgælden ikke det samme, men hvad mon han mener med, at de er helt forskellige »slags« gæld? Det væsentlige ved al gæld er jo, at den skal forrentes og afdrages. Hvis ministeren antyder, at statsgælden ikke behøver at forrentes og afdrages, vil hans udtalelse skabe en vis nervøsitet i børskredse.

Når ministeren hævder, at »statens gæld er i danske kroner«, er det vel en svipser, idet staten som bekendt har en valutagæld i størrelsesordenen 100 mia. kr.

Jeg interesserer mig ikke for at fordele skylden for den offentlige gæld mellem regeringen Schlüter og regeringen Jørgensen. Når ministeren hævder, at statsgælden »er en konsekvens af, at tidligere regeringer i en årrække havde større udgifter, end man dækkede ved opkrævning af skatter«, overser han dog, at statens nettogæld er steget med knap 100 mia. kr. (opgjort til kursværdi) siden udgangen af 1982.

Disse to svipsere i 100 milliarders klassen vil jeg afstå fra at kalde »ideologisk præget propaganda« – de skyldes snarere mangel på samordning i ministeriet.

Tilbage til hokus-pokus nummeret. Den private nettogæld er 120 mia., den offentlige er 150 mia., og summen på 270 mia. er landets nettogæld til udlandet. Her har jeg ikke jongleret ufint med tallene for at nå en ønsket politisk konklusion om, at den offentlige sektor har gældsat landet. Tværtimod har jeg gjort hvad jeg kunne for at være rundhåndet over for den offentlige sektor, idet jeg har godskrevet både Nationalbankens og sikringsordningernes formuer i den offentlige gæld. Men lad mig nu sætte sagen på spidsen. Det er ikke urimeligt at betragte sikringsordningernes formuer som private midler ud fra den betragtning, at ATP-milliarderne er øremærket til private pensioner og ikke står direkte til rådighed for det offentlige. Så ser regnestykket således ud:

Den private nettogæld er 45 mia., den offentlige nettogæld er hele 225 mia., og summen på 270 mia. er som før landets nettogæld til udlandet. Den offentlige sektor er altså ansvarlig for 83% af landets gæld!

Alligevel insisterer ministeren på den konventionelle tale om »privat overforbrug«.

Hvis den offentlige sektor havde undladt at gældsætte sig, og hvis den private sektor ikke af den grund havde stiftet mere gæld (et meget vigtigt forbehold!), så ville landets udlandsgæld kun være sølle 45 mia. Ministerens indlæg har ikke rokket ved min konklusion, at vores problem snarere er den offentlige gæld end den private gæld eller udlandsgælden som sådan.