Højskolebladet, 115 nr. 44, den 17. november 1990

Politikere fra et stort oppositionsparti har ytret ønske om, at der gives et rundhåndet statsligt millionbeløb til produktudvikling i danske virksomheder. Det er ikke nogen ny ide. Den sædvanlige argumentation går ud på, at produktudvikling er nødvendig for at vi kan konkurrere med udlandet, og at den fører til øget dansk produktion, beskæftigelse og eksport. Forslaget giver anledning til to spørgsmål. Hvad får egentlig danske virksomheder til at producere i Danmark frem for i andre lande? Og hvis man vil bruge statslige penge på at lokke dem til at producere her, gør man det så bedst ved at støtte produktudvikling?

Produktudvikling består i at finde på nogle nye og bedre produkter eller nogle smartere måder at lave dem på. Der er næppe uenighed om, at samfundet bør undgå at lægge hindringer i vejen for produktudvikling. Det kan ganske vist være irriterende for konkurrenterne, når en virksomhed har held til at indføre nye, bedre eller billigere varer. Den skærpede konkurrence kan gøre det svært for mindre opfindsomme virksomheder at overleve, og folk kan miste deres arbejde og deres investerede penge. Hensynet til almenvellet vejer dog imod disse midlertidige særinteresser. Produktudvikling giver folk mulighed for at købe nye ting, som de har brug for eller fornøjelse af, eller bedre og billigere udgaver af ting, de længe har været vant til. Og under alle omstændigheder kan vi ikke hindre udenlandske virksomheder i at foretage produktudvikling.

Et er at undlade at hæmme danske virksomheders produktudvikling. Et andet er ligefrem at støtte den med offentlige midler. Dansk produktudvikling fører ikke nødvendigvis til øget dansk produktion og beskæftigelse.

Et nordjysk slagteri har netop taget patent på en ny slags fedtfattigt pålæg. Fedtet erstattes åbenbart af en slags grøntsagsmos, hvilket efter sigende ikke forringer smagen. Det lyder sundt, og der må være masser af mennesker, der gerne vil gå over til det nye pålæg. Markedet forventes da også at blive stort.

Her er altså et eksempel på vellykket dansk produktudvikling. Varen imødekommer et behov, og den kan formodentlig fremstilles til en pris, som mange mennesker er villige til at betale. Man skulle
umiddelbart tro, at der er gyldne tider i vente for de nordjyske slagteriarbejdere og for den danske pølseeksport.

Sådan går det bare ikke. Slagteriselskabet har ikke tænkt sig selv at producere det fedtfattige pålæg i større omfang. I stedet søger man, gennem et datterselskab, at indgå licensaftaler med udenlandske producenter. Man sælger retten til at fremstille og sælge pålægget og indkasserer nogle kolde kontanter som vederlag.

Når man vælger denne fremgangsmåde, må det være fordi man kan få flere penge ind ved at sælge licensrettighedeme, end man kan tjene på selv at producere pålægget. På den anden side regner udlændingene naturligvis med at tjene mere på produktionen, end de betaler for rettighederne. Derfor må det forholde sig sådan, at det bedre kan betale sig at producere pålægget i udlandet end i Nordjylland.

At store multinationale selskaber placerer deres produktion i de lande, hvor det er mest fordelagtigt, er en kendt sag. Varerne produceres ikke nødvendigvis der, hvor de bliver udviklet eller formgivet, men snarere der, hvor produktionen er mest lønsom. Det slående ved det nordjyske eksempel er, at det samme gælder for selskaber, der ikke er multinationale giganter. Den vestlige markedsøkonomi er så højt udviklet, at selv et beskedent slagteri kan drage fordel af andre landes lavere omkostningsniveau, nemlig ved at sælge licensrettigheder i stedet for at sælge pølser.

At en opfindelse gøres i Danmark, betyder altså ikke, at den fører til produktion og arbejdspladser i Danmark. Arbejdspladserne skabes, hvor produktet fremstilles, ikke hvor det opfindes eller udvikles. Det kan ikke nødvendigvis betale sig at fremstille et nyt produkt i Danmark blot fordi opfindelsen er gjort her eller fordi patentet ejes af et dansk selskab.

Blandt andet derfor er det en tvivlsom ide at støtte dansk produktudvikling af hensyn til beskæftigelsen og eksporten. Hvis man vil fremme dansk beskæftigelse og produktion, skal man hellere føre en politik, som gør det fordelagtigt at beskæftige folk og producere varer i Danmark.

Hvordan gør man det? I den henseende er det ikke let at drage entydig lære af pølseeksemplet.

Der kan være mange grunde til, at det bedre kan betale sig at producere fedtfattigt pålæg i udlandet end i Danmark. Angivelig har det noget at gøre
med, at markedet er uoverkommeligt stort. Det må forstås sådan, at produktion i Danmark ville kræve store investeringer eller store udgifter til
oplæring af folk, mens der i udlandet er kvalificeret arbejdskraft og ledig kapacitet, så investeringer ikke er påkrævet i samme omfang. Derudover
kan der måske være en besparelse i at fremstille pålægget i nærheden af, hvor det skal spises, så man undgår transportudgifter; eller måske er der
i andre lande et lavere lønniveau, lavere skat, eller færre generende love og bestemmelser end her.

Disse gæt kan inspirere mange kontroversielle forslag til, hvordan man kan gøre det mere tiltrækkende at producere i Danmark og at beskæftige danskere. En mulighed fortjener at blive fremhævet, og det er uddannelse.

Nogle steder i udlandet er man nødt til at ansætte en person med en højere uddannelse for at være sikker på, at han eller hun kan læse og skrive. Sådan er det ikke i Danmark. Vores gode brede uddannelser gør det let for os at omstille os til nye jobs, som opstår som følge af produktudvikling. Bortset fra EFs hidtidige villighed til at sikre os skyhøje priser for vores landbrugsvarer, er kvaliteten af vores brede uddannelser nok den mest iøjnefaldende grund til, at Danmark (i hvert fald på papiret) er så rigt som det er.

Lad os bygge videre på denne styrke. Overlad det til virksomhederne selv at udvikle deres produkter. Hvis der virkelig er løstsiddende midler tilovers i statskassen, så brug dem til at produktudvikle danskerne.