Berlingske Tidende, torsdag den 11. februar 1988
Danmarks betalingsbalance og udlandsgæld fortjener ikke den opmærksomhed, de får fra politikere og økonomer. Gælden skyldes dels privat, dels offentlig låntagning, og den private gæld, indenlandsk som udenlandsk, er en privat sag. Den skal betales tilbage af dem, som har lånt, og vi andre kan være ligeglade. Den offentlige gæld skal vi derimod alle være med til at forrente og afdrage over skatterne – og det, hvad enten der er tale om indenlandsk eller udenlandsk gæld. Derfor er det den samlede offentlige gæld, og ikke den private gæld eller udlandsgælden, der er et problem for samfundet.
Hr. Frank Dahlgaard har den 4. februar rejst en række indvendinger mod dette korrekte, men kontroversielle synspunkt. Den første bygger på følgende tænkte begivenhedsforløb: Øget frygt for devaluering af kronen får virksomhederne til at omlægge deres lån fra udlandslån til indenlandske kronelån. For at undgå et fald i valutareserverne, må staten låne i udlandet. Men, siger Dahlgaard, danskernes samlede gældsproblem vokser ikke, blot fordi private udlandslån erstattes med offentlige.
Dahlgaard har ret, men pudsigt nok er hans konklusion helt i overensstemmelse med det omstridte synspunkt. I den beskrevne situation ændres den private sektors samlede gæld ikke, men den omlægges over mod kronegæld i stedet for valutagæld. Den offentlige sektor (inkl. Nationalbanken) får heller ikke større nettogæld, selv om gælden kommer til at bestå af mere valuta- og mindre kronegæld end før. Netop fordi den samlede offentlige gæld er uændret, er danskernes (kollektive) gældsbyrde uændret. At udlandsgældens fordeling på offentlig og privat gæld ændres, er underordnet. Det er den samlede offentlige gæld, man skal se på.
Den næste indvending er, at man sagtens kan lægge den udenlandske gældsbyrde over på det private erhvervsliv. Man lader staten sælge en masse kroneobligationer og bruge pengene til at indfri sine udlandslån. Den danske rente stiger, og det får private virksomheder til at omlægge deres gæld til udenlandsk valuta. I princippet låner de i udlandet og bruger pengene til at købe de obligationer, som staten sælger. Udlandsgælden hviler nu på den private sektor i stedet for den offentlige. Men så let kan det da ikke være at løse landets gældsproblem.
Igen har Dahlgaard helt ret. At udlandsgælden hviler på den private sektor, er af begrænset interesse, fordi det hverken er udlandsgælden eller den private gæld, det drejer sig om. Heller ikke den offentlige udlandsgæld betyder noget videre. Den er faldet, men til gengæld er den indenlandske gæld steget. Kun den samlede offentlige gæld betyder noget, og den er uændret. Derfor løser indgrebet ikke gældsproblemet.
Frem til slutningen af 1985 faldt den offentlige udlandsgæld, mens den private voksede. Det blev landets gældsproblem ikke mindre af, bemærker Dahlgaard. Han har ret, men stadig ligger han helt på linje med det synspunkt, han foregiver at bestride. Den samlede offentlige gæld voksede frem til 1985, og derfor voksede landets gældsproblem. At den offentlioe gæld til udlandet faldt, samtidig med at den offentlige gæld til private danskere steg, er af begrænset interesse. Det er den samlede offentlige gæld, som udgør vores gældsproblem.
Dahlgaards stærkeste indvending er, at udenlandske kreditorer ser både på vores offentlige og vores private udlandsgæld, når de bedømmer vores kreditværdighed. Men udenlandske kreditorers bedømmelse af private virksomheders kreditværdighed er de enkelte virksomheders problem. Kun bedømmelsen af den offentlige sektors kreditværdighed er et problem for samfundet. Den offentlige sektors kreditværdighed afhænger først og fremmest af, hvor stor den offentlige gæld er, og det betyder mindre, om gælden er udenlandsk eller indenlandsk. Derudover afhænger kreditværdigheden af, hvor gode muligheder der er for at udskrive skatter til forrentning og afdrag på gælden.
Ganske vist er private borgere mindre egnede som skatteborgere, jo mere gæld de har; men dels er det også i den forbindelse mindre vigtigt, om gælden er udenlandsk eller indenlandsk, dels er det af betydning, hvad de lånte penge bruges til. Hvis de bruges til investeringer, som det i høj grad har været tilfældet med den danske private gæld, forringer de ikke skattegrundlaget og derfor heller ikke den offentlige sektors kreditværdighed.