Børsen mandag den 14. marts 1988

Størstedelen af den offentlige gældsætning fandt sted i årene 1981-85. Økonomen Lars Tyge Nielsen […] påviser i denne artikel, at medens den private sektor har brugt sine lån fornuftigt – til investeringer – har den offentlige sektor, der er ansvarlig for størstedelen af gældsætningen, brugt sine lånte penge kortsynet – til forbrug og overførselsindkomster.

Danmarks problem er ikke udlandsgælden men den offentlige gæld.

De penge, Danmark har lånt i 1980’erne, er blevet brugt yderst fornuftigt, nemlig til investeringer. Dermed menes investeringer i bygninger (derunder boliger), maskiner, computere og den slags, altså udbygning og forbedring af produktionsapparatet. Kun en lille del af investeringerne er blevet finansieret ved lån og resten ved egen opsparing.

Splitter man imidlertid landet op i den offentlige og den private sektor, viser det sig, at den offentlige sektor har været ansvarlig for størstedelen af gældsætningen, og at den har brugt sine lånte penge kortsynet til forbrug og transfereringer, mens den private sektor har brugt sine til investeringer.

For landet som helhed har nettoinvesteringerne igennem 1980’erne været 2-3 gange så store som underskuddet på betalingsbalancen. Kun i 1982 var de lidt mindre end dobbelt så store som underskuddet. Det kan man med lidt velvilje fortolke,på den måde, at vi danskere ikke låner i udlandet til forbrug. Vi betaler vores forbrug selv og egenfinansierer tilmed størstedelen af investeringerne. Uanset fortolkning gør gældsætningen hverken os eller fremtidige generationer fattigere. De lånte penge modsvares af investeringer, hvis værdi overstiger forøgelsen i gælden. Hvis investeringerne i øvrigt er fornuftige, fører de til en produktionsfremgang, hvis værdi er større end renter og afdrag.

Ikke blot er vores lånte penge godt givet ud, det kan også med en vis ret hævdes, at vi har holdt gælden nede på et niveau, hvor vi kan forrente og måske endda afdrage den uden urimeligt store afsavn. Nettogælden som procent af nationalproduktet (BNP) steg i tiden 1979 til 1984 fra 25% til 40%, hvor den siden har holdt sin konstant. Hvis Danmark virkelig var på »afgrundens rand« i begyndelsen af 1980-erne, må vi i årene frem til 1984 være drattet ned i dybet, hvor vi har befundet os lige siden. Man kan imidlertid betvivle, at en nettogæld på 40% af BNP er en byrde, som vores økonomi ikke kan bære. Anslår vi Danmarks formueaktiver (inklusive værdien af danskernes arbejdsevne) til 8 gange BNP, var gælden godt 3% af formuen i 1979 og ca. 5% af formuen i 1984-87. Det forekommer ikke at være en urimeligt høj belåningsgrad.

Det er altså ikke indlysende, at vi har påtaget os en gældsbyrde, som vi ikke kan bære, eller at vi har brugt de lånte penge ufornuftigt. Gælden er beskeden i forhold til, hvor rige vi er, og pengene er blevet brugt til investeringer. Alligevel har vi nok lånt mere, end vi burde. Ved vurdering heraf er det nyttigt at skelne mellem privat og offentlig låntagning.

Danmarks nettogæld til udlandet er summen af den private sektors nettogæld til udlandet og den offentlige sektors nettogæld til udlandet. Denne opsplitning er imidlertid ikke særlig interessant i forbindelse med en diskussion af gældsbyrden. Det er mere instruktivt at se på den private sektors samlede nettogæld (både til indlandet og til udlandet) og den offentlige sektors samlede nettogæld (til indlandet og til udlandet), fordi hver sektors samlede gæld er udtryk for, hvor stor en byrde den skal bære i form af forrentning og afdrag. Sektorernes nettogæld alene til udlandet antyder snarere, hvem der bærer tabet ved en eventuel devaluering.

Den offentlige sektor (inkl. Nationalbanken og sikringsordningerne) havde finansiel nettoformue ved udgangen af 1979. I 1980 havde den nettogæld, som voksede frem til 1985, hvorefter den igen aftog. Den private sektors nettogæld aftog frem til 1984, hvorefter den er vokset. Som procent af BNP er den private sektors nettogæld dog endnu ikke oppe på niveauet fra 1980 og tidligere, og den offentlige sektors nettogæld er endnu ikke under niveauet fra 1981.

Den offentlige sektors andel af landets samlede gæld steg frem til 1984, hvor den udgjorde ca. 80%. Derefter er den faldet til lidt over 50% (skønsmæssigt ansat). Siden 1982 har den offentlige gæld været større end den private.

Størstedelen af den offentlige gældsætning fandt sted i 1981-85. Hvert år var den offentlige sektors løbende underskud større end sektorens nettoinvesteringer, ofte mange gange større. De penge, det offentlige lånte, blev brugt til transfereringer og forbrug og kun i ringe grad til investeringer. Pengene er væk, men vi har ingen varig glæde af dem, selvom skatterne til forrentning og afdrag af gælden endnu ikke er betalt. Fremtidens politikere må opkræve disse skatter fra fremtidens borgere, som ikke får nogen fornøjelse af det forbrug, gælden har finansieret.

Hvorvidt udgifterne til offentligt forbrug i Danmark er eller har været for store, er et helt andet spørgsmål. Uanset hvor stort det offentlige forbrug er, bør man dog løbende udskrive skatter nok til at betale for det (bortset fra kortvarige konjunkturudsving), i stedet for gennem låntagning at skyde skatteopkrævningen over på kommende generationer af politikere og borgere.

Modsat den offentlige sektors ødselhed vidner den private sektors dispositioner om dyd og fremsyn. Ikke blot viste den private sektor et løbende overskud i 1981-84, men i de øvrige år undtagen 1986 var nettoinvesteringerne 2-3 gange så store som underskuddet. I 1986 var de knap halvanden gang så store. Den private sektor blev rigere og rigere, mens den offentlige sektor blev fattigere og fattigere.

Givetvis burde den private sektor låne mindre og spare mere op. Privatpersoner og virksomheder er imidlertid selv herre over, hvor meget de låner, og de ved, at de selv skal forrente og afdrage deres gæld. Hvis de låner for meget, samfundsmæssigt set, er det fordi, de stilles over for uheldige incitamenter. For eksempel tilskynder rentefradragsretten og de indkomst- og formueafhængige sociale ydelser borgerne til at spare mindre op end de burde ud fra et samfundsmæssigt synspunkt.

Selvom den private sektor er blevet tilskyndet til at spare for lidt op, har den offentlige sektor siden 1982 været ansvarlig for størstedelen af landets gæld. Den har brugt sine lånte penge til forbrug og transfereringer, mens den private sektor har brugt sine til investeringer. Meget tyder på, at det snarere er den offentlige gæld end den private gæld eller udlandsgælden som sådan, der er et problem.