Kronik i Det fri Aktuelt, tirsdag den 11. april 1989.

Det fri Aktuelt omtalte (torsdag den 16.) mine udtalelser til dagbladet Information om, at udlandsgælden ikke er et problem. Erik Meier Carlsen udtrykte sin glæde over, at udlandsgælden “omsider er begyndt at plage også den helt almindelige danskers bevidsthed, … “, og han beklagede, at jeg stiller “sagen på hovedet”, så “den almindelige forvirring og de behagelige fortrængninger af ubehaget kan genetableres.”

For at modvirke forvirringen og fortrængningerne, vil jeg gøre rede for mit synspunkt.

Når man kun ser udlandsgælden som en byrde, glemmer man, at vi har fået noget for de lånte penge. Vi har faktisk hvert år investeret mere i udbygning og forbedring af produktionsapparatet og i boliger end vi har lånt i udlandet. Hvis investeringerne er fornuftige (og ikke rent skattemæssigt motiveret), fører de til en merproduktion, hvis værdi er større end renter og afdrag på gælden. Selv efter at vi har betalt vores udenlandske kreditorer, er der mere tilbage til os, end der ville være, hvis vi hverken havde gæld eller investeringer.

Glæden over, at udlandsgælden plager den almindelige dansker, skyldes tildels et håb om, at han af den grund vil holde igen på sit forbrug og øge sin opsparing. Gør han det, bliver landets udlandsgæld mindre, hvilket menes at være til gavn for os alle.

Det er rigtigt, at en øget privat opsparing mindsker væksten i udlandsgælden, men det er ikke i nogen større udstrækning til gavn for os alle.

Udlandsgælden er sammensat dels af offentlig gæld, dels af mange forskellige private personers og virksomheders gæld. Hvis nogle private personer øger deres opsparing, kan de nedbringe deres egen gæld og dermed den samlede udlandsgæld. At den samlede udlandsgæld bliver mindre, betyder imidlertid ikke, at alles gæld bliver mindre, eller at vores “fælles” gæld bliver mindre. Sparernes gæld bliver mindre, andres gæld er den samme som før.

Der er mange gode grunde til at holde igen på sit privatforbrug, men hensynet til udlandsgælden og medborgerne er ikke en af dem. Hvis man sparer, får man flere penge til rådighed senere, men det er der ikke noget specielt uegennyttigt ved. Medborgerne får kun fornøjelse af det, hvis de opsparede penge bruges til almennyttige formål.

Et eksempel illustrerer, hvad jeg mener.

En godsejer har en gæld på 20 millioner kr. i sin gård. Han har udstedt nogle pantebreve til en kreditforening, som har solgt en tilsvarende mængde obligationer til nogle tyske pensionskasser. Indirekte er hans gæld altså en gæld til udlandet, og den indgår i landets udlandsgæld.

Godsejeren er velhavende, for hans gård er langt mere end 20 millioner værd. Hans nabo, som er husmand, har kun en lille gæld.

Når de to mødes ved markskellet, skal husmanden så have dårlig samvittighed over, at de har en samlet gæld på 20 millioner og en gennemsnitlig gæld på 10 millioner “hver”? Som nævnt kan han have mange gode grunde til at skære ned på sit forbrug og spare mere op, men skal han gøre det for at nedbringe deres gennemsnitlige gæld? Og hvilken glæde har samfundet – eller godsejeren – af, at husmanden forbruger mindre? Disse spørgsmål bør man overveje, før man formaner folk til at begrænse deres privatforbrug af hensyn til udlandsgælden.

Eksemplet illustrerer i øvrigt, at den private gæld – ligesom de private formuer – ikke er ligeligt fordelt, og at gælden i de fleste tilfælde opvejes af formueværdier som for eksempel fast ejendom.

Vil man virkelig vise samfundssind, er det ikke nok at spare op og tilbagebetale sin egen gæld. Man må også hjælpe andre med at tilbagebetale deres gæld. Endnu bedre vil det være at sende en gavecheck til finansministeren, så han kan betale af på statens gæld, som vi i højere grad end udlandsgælden er fælles om.

Tilfredsheden med, at den almindelige dansker lader sig plage af udlandsgælden skyldes ikke kun, at han måske vil spare mere op. Den skyldes nok også håbet om, at han vil gå med til offentlige nedskæringer uden for meget vrøvl.

Størrelsen og prioriteringen af de offentlige udgifter er et politisk anliggende. Som økonom søger jeg blot at “anskueliggøre valgmulighederne” og deres konsekvenser (sagt med et frit citat fra overvismand Claus Vastrup). Det er statsgælden snarere end udlandsgælden, som sætter en grænse for de offentlige udgifter, fordi statsgælden er et mere direkte udtryk for de problemer, vi som samfund skyder over på fremtidige generationer af danskere. Med “statsgælden” mener jeg statens samlede gæld, både til danskere og til udlændinge. Den er vi fælles om, og det er den, der bør “plage også den helt almindelige danskers bevidsthed”. Dette synspunkt vil måske møde lige så stor modstand som mit syn på udlandsgælden.

Vi har i en årrække holdt et højt niveau for de offentlige udgifter uden et tilsvarende højt skattetryk. Skattetrykket var ganske vist højt, men ikke højt nok til at betale for udgifterne. Staten gav flere penge ud, end den fik ind i skatter, og det førte til en statsgæld på 436 mia. kr. ved udgangen af 1988, eller omkring 87.000 kr. pr. dansker. På grund renterne af denne gæld må fremtidens danskere op på et endnu højere skattetryk for at nå det samme niveau for de øvrige offentlige udgifter som os. På denne måde skyder vi skattebyrden over på vore efterkommere.

I de sidste 50 år har der været almindelig enighed om, at en indenlandsk statsgæld ikke er en byrde på samfundet. Lige meget hvor stor den bliver, kan man bare udskrive skatter til betaling af renterne. Hvis man derudover har brug for flere skattekroner, udskriver man endnu flere skatter. Derfor vækker den samlede statsgæld på 436 mia. kr. ikke nogen større opsigt.

Denne opfattelse af statsgælden må revideres i lyset af de senere års praktiske erfaringer. Det nuværende danske skattetryk lader til at være forbundet med væsentlige ulemper. Der er åbenbart en grænse for, hvor store skatter, det kan lade sig gøre at kræve op uden betydelige bivirkninger. Statsgælden er en byrde, fordi rentebetalingerne lægger beslag på en stor del af de begrænsede skatteindtægter, så der bliver mindre tilovers til andre formål.

Vanskelighederne ved at opkræve skatter er i nogen grad af rent politisk art. De grupper, som rammes af skatterne, søger at slippe for dem ved at gøre deres indflydelse gældende gennem partier, organisationer og den offentlige debat. Detil kommer vanskeligheder af økonomisk og praktisk art. Et højt skattetryk frister folk til at tilrettelægge deres økonomi og hele praktiske tilværelse ud fra skattemæssige motiver, med samfundsøkonomisk tab til følge.

Erik Meier Carlsen udlagde mit “budskab” således, “at enhver er sin egen lykkes smed, og at ingen behøver at bekymre sig om fællesskabet”. Jeg bekymrer mig tværtimod meget om fællesskabet og de problemer, det vil få i fremtiden i kraft af statsgælden. Derimod mener jeg, at man roligt kan overlade beslutninger om opsparing, forbrug og låntagning til den enkelte. Det betyder ikke, at man nødvendigvis skal affinde sig med den eksisterende fordeling af formuer og indkomster og dermed forbrugsmuligheder. Man kan søge at rette op på den skæve fordeling ved hjælp af skatte- og udgiftspolitikken. Statsgælden snarere end udlandsgælden viser de vanskeligheder, vi får med at omfordele i fremtiden.