Børsen, tirsdag den 2. maj, 1989.

Journalist Frank Korsholm har i en polemisk artikel i Børsen, onsdag den 19. april, gjort mig til repræsentant for visse mindre skarpsindige synspunkter på udlandsgælden. Af hensyn til Børsens læsere vil jeg kort ridse baggrunden for debatten op og korrigere nogle misforståelser.

Udlandsgæld er ikke et nyt fænomen. Ligesom i dag havde vi før århundredeskiftet udlandsgæld og underskud på betalingsbalancen. I 1890-erne blev det nærmest opfattet som glædeligt, at vi finansierede vores økonomiske vækst ved låntagning i udlandet. I den henseende var Danmark ikke enestående. Uden underskud og gældsætning kunne USA næppe have bygget sine jernbaner og gjort sig rede til at overtage Englands rolle som verdens førende økonomiske magt.

Ideen om, at vi bør have ligevægt på betalingsbalancen og ingen udlandsgæld, vandt tilsyneladende frem i 1930-erne. Det var for så vidt naturligt nok, for i forbindelse med depressionen brød de internationale lånemarkeder (og til dels varemarkederne) sammen. Det blev vanskeligt eller umuligt at låne i udlandet, ganske uanset om man fandt det ønskeligt eller ej.

Nogle år senere begyndte i den økonomiske litteratur en diskussion om, hvilken politik man skal føre for at opnå “ydre og indre balance” samtidig. “Ydre balance” betød i den forbindelse ligevægt på betalingsbalancen, og “indre balance” betød fuld beskæftigelse. Målsætningen om ydre balance blev ikke begrundet økonomisk men blev taget for givet uden nærmere overvejelse.

På grund af arbejdsløshedens sociale og økonomiske omkostninger, kan der ikke være tvivl om, at fuld beskæftigelse er et gyldigt mål for den økonomiske politik. Jeg er derimod aldrig stødt på en rimelig grund til, at vi skulle stræbe efter ligevægt på betalingsbalancen – bortset fra dette, at de internationale markeder dengang ikke fungerede. Heller ikke i den senere økonomiske litteratur er målsætningen om ligevægt på betalingsbalancen blevet overbevisende begrundet.

I de seneste ti år har den internationale videnskabelige litteratur forladt dogmet om ligevægt på betalingsbalancen. I stedet interesserer man sig for det “optimale” underskud eller overskud. Låntagning i udlandet ses som et kombineret resultat af private og offentlige dispositioner, og den er nyttig og fornuftig i samme omfang som disse enkelte dispositioner er nyttige og fornuftige. De internationale lånemarkeder fungerer jo i dag langt bedre end i 1930-erne.

Hvordan kan det være nyttigt og fornuftigt at påtage sig den byrde, som gæld vitterlig er? Jeg kan ikke blive træt af at påpege, at vi får noget for de lånte penge. Det glemmer man, når man kun betragter udlandsgælden som en byrde.

For det første modsvares de lånte penge af investeringer i udbygning og forbedring af produktionsapparatet. For det andet er udlandsgælden et resultat af dels offentlige, dels privatøkonomiske dispositioner. Vi må politisk sikre os, at de offentlige dispositioner er fornuftige, men den private låntagning er låntagerne selv ansvarlige for. Når privatpersoner eller virksomheder låner, gør de det, fordi de mener at have fordel af det, vel vidende, at de selv skal betale pengene tilbage. I den forbindelse bør det dog nævnes, at vort nuværende skattesystem stærkt forvrider de private opsparings- og investeringsbeslutninger, med samfundsøkonomisk tab til følge. Løsningen på det problem hedder formodentlig direkte forbrugsskat, men det er en anden sag.

År for år investerer vi flere penge i bygninger og maskiner mv. end vi låner i udlandet. Vores opsparing er positiv, og vi øger vores nationalformue. Derfor er det noget sludder, at vi “lever over evne”. Hvis investeringerne iøvrigt er samfundsmæssigt rentable (og ikke rent skattemæssigt motiveret) fører de til en fremtidig produktionsfremgang, hvis værdi er større end renter og afdrag på gælden. Selv efter at vi har overladt en del af produktionen til vores udenlandske kreditorer, er der mere tilbage til os, end der ville være, hvis vi hverken havde gæld eller investeringer.

Nu til Frank Korsholms fremstilling. Han skriver, at “De nye konservative er økonomer, … , der mener, at de enkelte landes formuer og udlandsgæld er uden betydning … “. For det første undrer det mig at blive kaldt konservativ. Andre journalister har haft mere svært ved at putte mig i en bekvem kasse og sætte mærkat på. For det andet skal man passe på med at sammenblande formue og gæld. Stor udlandsgæld behøver ikke at betyde lille nationalformue, snarere tværtimod. Som sagt øger vi år for år vores formue, samtidig med at vi øger vores gæld. At udlandsgælden ikke har den betydning, den normalt tillægges, medfører ikke, at formuen er uden betydning. Selv om man ikke automatisk ejer en forholdsmæssig andel af nationalformuen, vil jeg gerne indrømme, at det kan være rarere at være borger i et rigt end i et fattigt land.

“Holdningen er, at hvad Danmark skylder de vesttyske kreditorer er et rent privat mellemværende … . Privatiser udlandsgælden, synes sloganet at være.” Dette kan jeg ikke tilslutte mig. Ikke al gæld er privat. Jeg ved ikke, hvad det vil sige at “privatisere” den offentlige gæld eller hvad formålet med det skulle være. Der er selvfølgelig intet behov for at “privatisere” den private gæld.

“Når Europa får en fælles mønt og en fælles europæisk centralbank forsvinder udlandsgælden helt af sig selv. … fra at være den ubehagelige udlandsgæld, er gælden i stedet blevet en mere behagelig inter-europæisk gæld.” Dette er, sagt så høfligt som det er muligt, noget vrøvl. Uanset om kreditorerne er japanere eller europæere, og uanset om vi får en europæisk centralbank, vil gælden fortsat være en byrde, og den vil fortsat hvile på dem, som har lånt, snarere end på det danske samfund som helhed. Pointen er ikke, at gælden vil blive tryllet bort af det magiske EF. Pointen er, at investeringerne har været større en låntagningen, og at de som har lånt, frivilligt har påtaget sig byrden, fordi den opvejes af fordelene ved at have rådighed over de lånte penge.