Information, lørdag den 6. maj 1989.
»HELDET står den glade dansker bi« skrev Ejvind Larsen i sin bagsideleder onsdag den 26., og det har han ret i. Han har derimod ikke ret i fortsættelsen: »… det private forbrug er eksploderet i kraft af… nedsparing – det modsatte af opsparing«. Ser man for eksempel på tallene for opsparingen i Danmarks Statistiks Statistisk Tiårsoversigt 1988, opdager man, at opsparingen hvert eneste år har været positiv såvel for landet som helhed som for den private sektor alene. Underskud på betalingsbalancen betyder ikke, at vi ingen opsparing har. Det betyder blot, at vores realinvesteringer – investeringer i bygninger og maskiner og den slags – er endnu større end opsparingen.