Højskolebladet 116 nr. 20, den 21. marts 1991.
Nøglen til min læsning af J. Ørstrøm Møllers bog om »Det internationale samfund« er dens beskrivelse af »indtrykspresset« i nutidens samfund. En stadig større mængde af informationer og indtryk konkurrerer om vores opmærksomhed. Vi er hver især nødt til at vælge, hvilke af dem vi vil interessere os for. Da vi kun i begrænset omfang kan forøge mængden af det, vi beskæftiger os med, bliver vi nødt til at lukke en stigende mængde informationer ude.
Mange reagerer ved at specialisere sig. De koncentrerer sig om et bestemt område, hvor de udvikler sig til eksperter. Til gengæld »slukker de for modtagerantennerne« på andre områder. Det indebærer, ifølge Ørstrøm Møller, en risiko for ikke længere at være et helstøbt menneske.
Andre vedbliver at være åbne for indtryk og informationer fra mange områder. Da også de er udsat for et voksende indtrykspres, er de nødt til både at opfatte og at frasortere informationer fra alle områder. Kun de mest iøjnefaldende og enkle budskaber slipper ind på deres »mentale skærm«. Indviklede budskaber overlever ikke første sortering i den »personlige datamat oven over øjnene«.
I begyndelsen af sin aktive tilværelse har man et stort antal antenner ude – som et »pindsvin«, for nu at videregive lidt mere af Ørstrøm Møllers billedsprog. Hvis man ikke passer på, dvs. hvis man specialiserer sig for meget, ender man med en enkelt tyk antenne – som en »radiobil«!
Ørstrøm Møller selv har alle pindsvineantennerne ude og sætter ikke nogen kunstige grænser for sit felt. Hans kapitler har vidtspændende overskrifter som »Verden i dag« og »Verdensbilledet år 2000«. På 215 sider når han at berøre Europas historie, teknologi og kultur, verdens økonomi, familie, uddannelse, de ældre, fritid, miljø, nye værdinormer, rodløshed og indvandring, blandt et utal af andre emner.
En så kortfattet behandling af et så grænseløst stof fører naturligt nok til en vis overfladiskhed. Bogen er impressionistisk snarere end analytisk. Den skal, ifølge forfatteren, forsøge at skabe et overblik over, hvad der vil ske i det næste tiår, og fremlægge nogle vurderinger, men den er ikke ment som et videnskabeligt arbejde.
J. Ørstrøm Møller er departementschef i Udenrigsministeriet, og det er på sin vis rimeligt, at en mand i hans job skriver på denne måde. Jeg forestiller mig, at en del af hans arbejde består i konstant at holde øje med, hvad der foregår rundt omkring i verden og at være klar med en vurdering eller fortolkning. Det hjælper Udenrigsministeren og Regeringen til løbende at afgøre, om dansk politik bør ændres på en eller anden måde. Fordi det ofte skal gå hurtigt, og fordi Ørstrøm Møller som chef skal dække udviklingen i hele verden, har han ikke tid til at udtænke lange analyser og ræsonnementer. Hans pindsvineantenner modtager hele tiden en uoverkommelig mængde indtryk fra mange forskellige kilder, og han støtter sig fortrinsvis på sin intuition og erfaring, når han sorterer dem og danner sine vurderinger.
Det utilfredsstillende ved Ørstrøm Møllers vurderinger er imidlertid, at man i de fleste tilfælde lige så godt kan mene det stik modsatte. Han anfører meget lidt dokumentation eller argumentation, der giver anledning til at mene det ene frem for det andet. Derfor er hans synspunkter kun interessante, hvis man er villig til at stole på, at han har ret. Værdien af bogen afhænger helt af, hvor megen tillid læseren har til forfatterens dømmekraft.
Denne tillid sættes undertiden på prøve. Læseren bliver for eksempel bedt om at tro på, at når nordeuropæere går i cowboybukser og T-shirts, er det ikke fordi det er praktisk og behageligt, men udelukkende fordi det afspejler smagsmønstret i det vestlige USA. Når nogle af os drikker coca-cola, er det ikke fordi, vi kan lide smagen eller trænger til et koffeinchock, men fordi vi ønsker at efterligne folk i Californien. Når japanerne bruger en mindre procentdel af deres indkomst på forbrugsvarer og sparer mere op end europæerne og amerikanerne, er det fordi deres land er så overbefolket, at de ikke har plads til store sofagrupper.
Analytisk tænkning, ræsonnementer, og logik er ikke altid den rigtige måde at træffe beslutninger på, fordi det går for langsomt. Hvad skal man så gøre, hvis man som Ørstrøm Møller er ansvarlig for vigtige beslutninger? En mulighed ville være at gøre brug af andres analyser. Det kræver en særlig form for dømmekraft, idet man skal udøve kvalitetskontrol af de specialister, man benytter sig af. Man skal kunne skønne, hvilke af de formodede specialister, der ved, hvad de taler om, og hvilke, der er fulde af sludder.
I stedet forkaster Ørstrøm Møller specialisterne. Han har kun medynk og foragt til overs for »radiobiler«, som han kalder dem. En ganske særlig aversion har han mod økonomer. Hans hovedindvending mod dem er, at de ikke formår at række ud over den økonomiske videnskabs faggrænser, og at de derfor ikke kan fremlægge holdbare prognoser for den samfundsøkonomiske udvikling. »Prognoserne har været forkerte, fordi de udelukkende svarer til smukke fagøkonomiske ræsonnementer…«
Faktisk har prognoser altid været en forsvindende lille del af, hvad den økonomiske videnskab beskæftiger sig med. De store modeller til forudsigelse af beskæftigelse, vækst, betalingsbalance og så videre, som tillægges så stor betydning af den danske presse, har man siden midten af 1970’erne ikke troet på eller interesseret sig for i videnskabelige kredse. Videnskabeligt arbejdende økonomer rammes ikke af Ørstrøm Møllers kritik.
Det væsentlige ved kritikken er imidlertid, at Ørstrøm Møller indirekte påstår, at han selv, med sin impressionistiske metode, er i stand til at forudsige samfundsudviklingen bedre, end økonomerne er.
Ifølge en nylig avisartikel er der i Frankrig 40.000 astrologer, og det er fortrinsvis de veluddannede, som lærere, studerende og ledende funktionærer, der tror på dem. Hvis der er bare en lille smule lighed mellem Danmark og Frankrig på det punkt, er det ikke overraskende, at der er et publikum til Ørstrøm Møllers prognoser. Det kan dog ikke tages til indtægt for prognosernes holdbarhed.
Ørstrøm Møller skriver i en frisk, klichemættet stil. Særlig elsker han udtrykket »på banen«, som han anvender uden at føle sig bundet af dets konkrete betydning: »Statsmændene og de politiske filosoffer er på banen og kridter den af«; »Det var navnlig USA, der var på banen med krav om sådanne modydelser«; »Virksomhederne er også på banen«. Helt abstrakt bliver det, når han skriver om »…den erhvervsmæssige og samfundsmæssige tilpasning, som kom på banen,…« I tilgift til disse koldblodige gentagelser af den samme kliche får man også ophobninger af hele striber af forskellige klicheer: »Det ville dog være at køre uden om problemet og feje det ind under gulvtæppet. Når alt kommer til alt,
er det bedre at tage tyren ved hornene …« Travl og overvældet af informationer og indtryk som Ørstrøm Møller er, har han næppe haft tid til at gennemlæse sin bog, før den gik i trykken.
J. Ørstrøm Møller: Det internationale samfund, 215 s., Akademisk Forlag, kr. 188.