Højskolebladet, 116 nr. 25, den 2. august 1991.

Siden revolutionen for ca. 200 år siden har Frankrig været skoleeksemplet på en nationalstat. Det er sammenstykket af forskellige regioner med hver deres særpræg, men det styres centralt, og det holdes sammen af en udtalt nationalfølelse.

Den franske nationalfølelse kan virke lidt overdreven på en dansker. Det er ikke velset at betvivle Frankrigs eller det franske folks enhed. Et lovforslag om Korsika blev for nylig kendt grundlovsstridigt, fordi det omtalte det korsikanske folk. Den franske grundlov anerkender kun et folk, det franske. Denne lidt tvungne og skingre nationalfølelse skyldes nok en frygt for, at nationalstaten i virkeligheden ikke er en helt naturlig enhed. Hvis man tillader at troen svækkes, kan det ende med at regionerne vender sig mod det parisiske centralstyre og at staten falder fra hinanden.

Et vigtigt element i det franske centralstyre er embedsmandsvældet. Frankrig er kendt for sine dygtige topembedsmænd. De har stor indflydelse, både i Frankrig og i de internationale organisationer. Mange af dem er imidlertid bange for at miste indflydelse på grund af udviklingen i EF. Nationalstaten vil miste betydning, fordi nogle af dens funktioner vil blive overført til EF mens andre vil blive overtaget af regionerne. Som følge heraf vil de franske embedsmænd tabe noget af deres status og magt. At den europæiske union ikke blev realiseret allerede for ti eller tyve år siden er ikke bare Danmarks skyld (eller fortjeneste). Der er andre årsager, blandt andet at nogle af de franske embedsmænd har strittet imod.

Også i Danmark har vi en omfangsrig statslig administration, men den adskiller sig fra den franske ved, at de ansatte er veluddannede på alle niveauer, og at de har indstillet sig på at betjene kunderne effektivt. I Frankrig er topembedsmændene dygtige, men det er de lavere embedsmænd og andre statsansatte ikke. Deres dårlige uddannelse kombineret med en hierarkisk og autoritær statslig ledelsesform fører til et uhyrligt bureaukrati og en meget dårlig service over for borgerne.

Noget tilsvarende gælder i de store banker, som stadig ejes af staten. Dårligt uddannede ansatte, autoritær ledelse og mangel på konkurrence om kunderne fører til ulideligt dårlig service. Lange køer, langsommelig og inkompetent betjening, forældet teknologi. Hvis man skal bruge rejsevaluta, og man bor uden for Paris, skal man bestille den en uge i for vejen. Situationen er en helt anden i Danmark, hvor den statsejede postgiro’s kunder lader til at være yderst tilfredse med den service, de får.

Det er ikke kun gennem de statsejede virksomheder, at den franske stat blander sig i det økonomiske liv. I modsætning til Danmark har Frankrig en uafrystelig tradition for statsdirigering af økonomien. Premierminister Edith Cresson har oprettet et økonomisk superministerium, som omfatter finanserne, økonomi, handel, industri og telekommunikation. Hendes mål er, at Frankrig gennem statslig indgriben skal gøres lige så »stærkt« økonomisk som Tyskland og Japan.

Det er ikke helt klart, hvad der menes med et økonomisk »stærkt« land. Mit bedste bud er, at det er et land hvor der produceres høj kvalitet til lave priser. At Japan er stærkt i denne forstand ses især inden for elektronik og biler. Det er lettest at måle japanernes styrke ved at se hvordan de klarer sig i USA, fordi der er friere adgang til det amerikanske marked end til det europæiske.

Næsten alle fjernsyn og stereoanlæg, der sælges i USA, er japanske, deres kvalitet er glimrende, og de koster mellem halvdelen og en trediedel af, hvad tilsvarende europæiske apparater koster i Frankrig. Den mest solgte bil i USA er den japanske Honda Accord. Dens kvalitet er noget nær perfekt, og prisen er fordelagtig sammenlignet med tilsvarende amerikanske biler. Franskmændene kan stort set ikke sælge et eneste af deres tvivlsomme køretøjer i USA på grund af den japanske konkurrence. Selv tyske biler med ry for kvalitet, som Mercedes og BMW, er ved at blive udkonkurreret, fordi japanerne er begyndt at lave luksusbiler som er bedre og billigere.

Den franske premierminister påstår at ville gøre Frankrig økonomisk stærk, men hun vil ikke gøre det ved at udsætte industrien for så hård konkurrence at den tvinges til at lære at producere billige kvalitetsvarer. Tværtimod vil Edith Cresson beskytte den franske industri ved holde japanerne ude fra EF’s indre marked.

Resultatet af denne franske statslige indgriben er let at forudse. Franskmændene vil blive ved med at producere upålidelige biler, og vi europæere skal fortsat betale et par hundrede procents overpris for vores fjernsyn og stereoanlæg.

I Danmark lader de store partier til i praksis at være enige om, at erhvervslivet skal klare sig selv på den internationale konkurrences betingelser. Vi kan glæde os over, at den danske stat kun i mindre grad beskytter forældede og udsigtsløse industrier og understøtter talentløse erhvervsfolk. Lad os håbe, at denne sunde holdning til statens rolle trods Frankrigs indflydelse får lov at overleve i fremtidens Europa.